Optjent ferie for deltidsansatte

I henhold til Ferieloven har vi ret til 5 ugers ferie årligt. For langt de fleste svarer 5 ugers ferie til 25 feriedage. Men for medarbejdere, der ikke arbejder 5 dage ugentligt, afholdes der også ferie på de normale ugentlige fridage.

En medarbejder, der f.eks. arbejder 4 dage ugentligt, og som holder 3 ugers sommerferie, afholder således ferie i 12 arbejdsdage, men bruger 15 af sine optjente feriedage på de 3 ugers ferie. Eller sagt på en anden måde, så afholdes der 1,25 feriedag, når der holdes ferie på en arbejdsdag.

I Payday får vi ofte spørgsmål fra medarbejdere, der føler sig snydt for feriedage, når vi afskriver flere feriedage, end medarbejderen rent faktisk afholder af arbejdsdage.

Vi plejer at forklare det med et eksempel, hvor en medarbejder er ansat til kun at arbejde 1 dag om ugen. De fleste kan godt se, at det ikke giver mening, at en sådan medarbejder ville kunne holde ferie i 25 dage årligt. Dvs 25 ugers ferie.

Administration af feriedage på deltidsansatte

Der er flere metoder til administration af ferieregnskabet for deltidsansatte medarbejdere.

  1. Afskrivning af feriedage på arbejdsfrie dage
  2. Omregning af feriedage til arbejdsdage

Afskrivning af feriedage på arbejdsfrie dage

For hver afholdt feriedag på en arbejdsdag afskrives feriedagen med en faktor, der svarer til medarbejderens ugentlige arbejdstid.

Ugentlig arbejdsdage                                      Faktor
5                                        1,00
4                                        1,25
3                                        1,67
2                                        2,50
1                                        5,00

Ulempen ved denne metode er, at medarbejderen også skal benytte denne faktor, når restferien skal omregnes til resterende ferie på arbejdsdage. Hvis medarbejderen ikke er klar over det, risikerer denne måske at afholde for mange feriedage, og bliver dermed overrasket over et uventet løntræk over lønnen.

Omregning af feriedage til arbejdsdage

Ved ferieårets start kan optjente feriedage omregnes til arbejdsdage, således at det løbende ferieregnskab er identisk med det antal arbejdsdage, som medarbejderen har ret til at holde fri med løn.

Omregningen sker med formlen:

Optjente feriedage x antal ugentlige arbejdsdage / 5

Ved en 3-dages arbejdsuge svarer 5 ugers ferie således til 15 feriedage.

Feriedage for deltidsansatte

I Payday har vi valgt ved ferieårets start at omregne feriedagene til arbejdsdage, da vi har bedst erfaring med at formidle denne metode videre til de medarbejdere, der ikke arbejder 5 dage ugentligt. Og på den måde sikrer vi også, at en medarbejder ikke ved en fejltagelse kommer til at holde for mange feriedage, og dermed får en overraskelse i form af et løntræk.

Yderligere information om optjeningsår / ferieår på dette link.

11 Comments

Henriette Gøthgen
juni 21, 2016 11:23 am

Hej. Til info.
/SNI

Jette Pedersen
februar 14, 2018 1:01 pm

Hej,

I december måned afholdte jeg 3 feriedage uden løn, da jeg er nyansat pr. 1/1-2017. Min arbejdsgiver modregner ganske rigtig de 3 feriedage på lønseddel, men i beregning indgår også en bonus, som vi har modtaget af vores arbejdsgiver på grund af et godt indtjeningsår – det er ikke en del af min kontrakt og jeg er ikke provionslønnet – det er nærmest en julegave af chefen. Er det korrekt at bonussen indgår i beregningen ?? eller kunne de vælge at lade være…

Hilsen
Jette

Payday
marts 6, 2018 11:22 pm

Hej Jette,

Bonusudbetaling skal ikke indgå i beregningen af løntræk ved afholdte feriedage. Det er kun din fast månedsløn med tillæg af eventuelle personalegoder (fri bil, telefon e.lign).

Venlig hilsen
PAYDAY

Jette Pedersen
april 24, 2018 11:19 am

Hej igen,

Min bogholder vil gerne vide hvor dette står henne – kan I henvise til nogle paragraffer i ferieloven eller hvor står det skrevet henne??

På forhånd tak.

Hilsen
Jette Pedersen

Payday
maj 2, 2018 3:25 pm

Hej Jette,
Det fremgår af ferielovens §8, at er skal fradrages 4,8% af månedslønnen pr. afholdt feriedag.
En ekstra bonusudbetaling / julegave er ikke en del af månedslønnen.

§ 8. En lønmodtager har ret til 25 dages ferie om året, uanset om der er optjent ret til betalt ferie efter § 7.

Stk. 2. For en lønmodtager, der er omfattet af § 23, og som ikke har optjent ret til betalt ferie hos arbejdsgiveren efter § 7, fradrages 4,8 pct. af månedslønnen pr. dag, lønmodtageren holder ferie.

Din bogholder er velkommen til at kontakte os på tlf. 39656020.

Venlig hilsen
PAYDAY

Jette Pedersen
maj 3, 2018 7:20 am

Hej PAYDAY,

Tak for nogle gode svar.

I forbindelse med udbetaling af ferietillæg optjent i 2017 – (jeg er ansat den 1/1 – 2017) har min bogholder reduceret mit optjente ferietillæg med hvad der svarer til 25 feriedage – men det mener jeg ikke hun har ret i, da min opsummeret ferieberettiget løn allerede er reduceret med de feriedage jeg har holdt i løbet af 2017 – alså løntræk for afholdte feriedag.
Hun gør det med de øvrige medarbejder, hvilket hun har ret i – men jeg mener ikke hun skal gøre det med nye medarbejder der har afholdt ferie uden løn – den ferieberettiget løn er jo allerede reduceret mener jeg…
Hvad mener I om dette ?

Hilsen
Jette

Payday
maj 5, 2018 1:08 pm

Hej Jette,

Du har fuldstændig ret!

Du har krav på 1% i ferietillæg af din ferieberettigede løn i 2017. Da du er trukket over lønnen, når du har afholdt ferie, vil hele din løn være feriepengeberettiget.

Vi har skrevet et indlæg om ferietillæg, som du kan læse her

Venlig hilsen
PAYDAY

Martin
juni 4, 2018 8:44 am

Mange tak for god information

Er der nogle paragraffer til ovenstående, da min medarbejder mener det er forkert. Hun mener 1 feriedag svarer til 1 dag. Da hun kun arbejder 4 dage om ugen, vil du få en ekstra ferieuge, det mener jeg er forkert, som jeg også kan se i jeres artikel, men vil gerne have en paragraf jeg kan vise hende.

Hilsen
Martin

Payday
juni 21, 2018 6:43 pm

Hej Martin,

Det fremgår af Ferielovens §12, stk 2, at arbejdsfrie dage indgår i ferien.

§ 12. Ferie skal holdes i det år, der går fra 1. maj til 30. april (ferieåret), og som følger efter optjeningsåret.

Stk. 2. Ferie holdes med 5 dage om ugen, således at arbejdsfrie dage og vagtdage i turnus indgår i ferien med et forholdsmæssigt antal. Ferien holdes i øvrigt på samme måde, som arbejdet tidsmæssigt er tilrettelagt.

Din medarbejder kan måske bedre forstå det, hvis du omregner ferien til timer. En fuldtidsmedarbejder har ret til at holde 185 ferietimer om året (37 timer x 5 uger). Arbejder din medarbejder f.eks. 30 timer pr. uge, vil medarbejderen have ret til at holde 150 timers ferie. Når medarbejderen har afholdt 4 feriedage, er der afholdt 30 timer og altså 1/5 del af den samlede ferie.

Venlig hilsen
PAYDAY

Martin
juni 22, 2018 8:40 am

Mange tak for svar

Var lige hvad jeg have brug for, særdeles professionel svar.

Hilsen
Martin

Payday
juni 23, 2018 10:50 am

Tak for dit svar Martin. Vi er glade for, du kunne bruge det.

Venlig hilsen
PAYDAY

Leave a Reply

Kontakt Payday

Telefon: +45 39 65 60 20

Man – fre kl 09:00-16:00

Øvrige henvendelser

Om Payday

Payday er mange års erfaring med løn omsat til ny teknologi med enkelthed i fokus.

Læs mere

Download vores App