Når du fratræder din stilling

Revideret: 14-09-2020 som følge af den nye ferielov.

Når du skal fratræder din stilling, uanset årsag, er der nogle forhold, du skal være opmærksom på.

Til dig, der er ansat med fast månedsløn, og afholder ferie med løn

Registreringer i Payday

I den måned, hvor du fratræder, skal du registrere forud helt frem til fratrædelsesdatoen, da det bliver den sidste løn, du modtager fra din arbejdsgiver. For at kunne lave din løn korrekt, er det derfor nødvendigt, at vi kender til dine planlagte feriedage etc.

Der kan komme en ekstra afregning til dig, hvis du f.eks. har en bonusordning e.lign., der skal udbetales på et senere tidspunkt.

Feriepengeafregning

I den sidste lønafregning vil dine optjente feriepenge blive afregnet og indbetalt til FerieKonto. 

Du vil kort tid herefter kunne se og anmode om udbetaling af dine afregnede feriepenge på borger.dk

 

SKAT

Afregningen af dine feriepenge kan påvirke din samlede skat i det indkomstår, hvor du fratræder. Dette skyldes, at dine optjente feriepenge bliver tillagt din indkomst i fratrædelsesåret. Afhængig af størrelsen på din løn og optjente feriepenge, kan det medføre, at du kommer til at betale topskat i fratrædelsesåret. Dette kan vi desværre ikke ændre på. Det fremgår af kildeskattebekendtgørelsens §20, stk. 3. 

Et par dage efter du har modtaget din sidste lønafregning (incl. feriepengeafregningen), har SKAT registreret din feriepengeindkomst. Du bør eventuelt ændre din forskudsopgørelse, så dit skattefradrag bliver korrekt i resten af indkomståret.

Har du valgt frivilligt at forhøje din trækprocent, skal du være opmærksom på, at denne forhøjelse også er gældende for dine feriepenge. Du kan ændre eller slette den frivillige forhøjelse af trækprocenten i Payday. Det gør du i menuen: Profil > SKAT. En ændring skal foretages senest den 15. i fratrædelsesmåneden.

G-dage

Hvis dit arbejdsophør enten skyldes, at du er blevet opsagt af din arbejdsgiver, ophør af en opgavebestemt ansættelse, ophør af tidsbestemt ansættelse, vikaransættelse e.lign., vil du eventuelt være berettiget til op til 2 G-dage fra din arbejdsgiver. Satsen for G-dage udgør i 2020: 881 kr. pr. dag.

Det er en forudsætning, at du er:

  • dagpengeberettiget medlem af en A-kasse
  • ledig de første 2 dage efter arbejdsophøret

samt at du ikke har været sygemeldt eller holdt ferie i de 2 første dage efter arbejdsophøret. Det er endvidere en betingelse, at du i de sidste 4 uger af ansættelsen har været fuldt beskæftiget i mindst 2 uger. I praksis betyder det, at du har haft mindst 74 timer i de sidste 4 uger.

G-dage udbetales ikke automatisk til dig. Din arbejdsgiver ved jo ikke, om du er ledig, og iøvrigt opfylder ovenstående betingelser.

I slutningen af dette indlæg finder du en tekst, du eventuelt kan kopiere, når du skriver til din arbejdsgiver.

Databeskyttelse

I henhold til EU-forordning om databeskyttelse må din arbejdsgiver kun gemme data om dig, som du enten har givet samtykke til, eller som der er hjemmel til i forordningen eller den danske lov om databeskyttelse for at kunne afregne din løn, skat, pension etc.  Din arbejdsgiver må gemme disse oplysninger i 5 år, da det er din arbejdsgivers dokumentation på den udbetalte løn mv.

Når du er fratrådt, har din arbejdsgiver ikke længere behov for at gemme f.eks. navn og telefonnummer til din pårørende, ligesom din egen mailadresse og telefonnummer heller ikke er nødvendige oplysninger.

Hvis du ønsker disse oplysninger slettet straks ved fratrædelsen, kan du, når du har modtaget din sidste lønafregning, gennemgå din profil i Payday for de oplysninger, du ønsker slettet. Har du uploaded et billede af dig selv, kan du også slette dette.

Skal du have udbetalt G-dage, bonus e.lign. efter fratrædelsen, skal du ikke slette dit bankkontonummer, medmindre du normalt får overført din løn til  NemKonto.

Alle data om dig vil automatisk blive slettet ved udgangen af dette indkomstår + 5 hele år, medmindre der er en god grund til at gemme oplysningerne længere. fx hvis der er en verserende retssag, arbejdsskade etc.

Din profil i Payday bliver lukket 8 dage efter din fratrædelse.

Krav på G-dage

Hvis du har krav på G-dage, kan du tidligst på den 3. ledighedsdag sende en mail til din tidligere afdelingsleder eller HR-afdelingen. Du kan eventuelt skrive følgende:

Jeg bekræfter på tro og love, at jeg opfylder nedenstående betingelser, og dermed har ret til udbetaling af G-dage.

  • Jeg er dagpengeberettiget medlem af en A-kasse
  • Jeg har været ledig de første 2 dage efter arbejdsophøret
  • Jeg har ikke været sygemeldt eller holdt ferie i de 2 første dage efter arbejdsophøret

Husk også at identificere dig med dit fulde navn (og også gerne dit brugernavn i Payday). Skriv aldrig dit cpr-nummer i en mail.

PS. Du er også velkommen til sende din anmodning om G-dage i en besked til Payday (ikke mail). Vi sørger herefter for, at få din anmodning godkendt hos din arbejdsgiver.

Kontakt Payday

Telefon: +45 39 65 60 20

Man – fre kl 09:00-16:00

Øvrige henvendelser

Om Payday

Payday er mange års erfaring med løn omsat til ny teknologi med enkelthed i fokus.

Læs mere

Download vores App