Barselsorlov

Rettigheder & pligter

Få styr på barselsreglerne

Venter du dit første barn og ikke tidligere har stiftet bekendtskab med reglerne for orlov, ansøgning om barselsdagpenge, rettigheder til fravær til graviditetsundersøgelser og meget mere, kan du her finde svar på mange af de spørgsmål, der dukker op.

Finder du ikke det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte Payday

Emner

Information om graviditet

Information til arbejdsgiver

Du har pligt til at informere din arbejdsgiver om graviditeten senest 3 måneder før forventet fødsel (terminsdato).

Information til Payday

Når du har informeret din arbejdsgiver, har Payday behov for at få en kopi af den øverste del af din vandrejournal (den del hvor terminsdatoen fremgår). Har du ikke adgang til en scanner, kan du tage et foto af vandrejournalen.

Kopien eller fotoet vedhæfter du i en besked til Payday.

Ændring af terminsdato

Det hænder, at terminsdatoen bliver ændret i forbindelse med en eventuel scanning. Hvis din terminsdato ændres, inden din orlov er startet, skal du hurtigst muligt fremsende en ny kopi af vandrejournalen (kun den øverste del) til Payday.

Ændres terminsdatoen efter din orlov er startet, vil det ikke medføre ændringer i din orlov. I dette tilfælde skal du derfor ikke informere om den ændrede terminsdato.

Graviditetsbetinget fravær

Det er vigtigt, at du overholder tidsfristen til indsendelse af lægeattest til Udbetaling Danmark.
Ved en overskridelse af fristen, kan du risikere at skulle dække din arbejdsgivers tab på mistet refusion.

Sygdom

Er du funktionæransat har du krav på fuld løn under sygdom.

Hvis du ikke er omfattet af funktionærloven, gælder samme betingelser for løn under sygdom, som normalt er gældende for dig. Hvis du er omfattet af en overenskomst, vil det fremgå af overenskomsten, hvilke rettigheder du har. Ellers henvises til din ansættelseskontrakt eller virksomhedens personalehåndbog.

Vær opmærksom på, at Udbetaling Danmark eventuelt vil anmode dig om at sende en lægeattest. Det er meget vigtigt, at du sender lægeattesten indenfor den frist, som står i brevet fra Udbetaling Danmark.

Undersøgelser

Du skal så vidt det er muligt aftale lægebesøg og andre undersøgelser i forbindelse med din graviditet udenfor din arbejdstid. Hvis dette ikke kan lade sig gøre inden for en rimelig tidshorisont, må du lægge aftalen på et tidspunkt, der generer din arbejdsplads/afdeling mindst muligt.

Spørg altid din nærmeste leder om, hvornår det bedst passer. F.eks. en tidlig morgen – eller en sen eftermiddagstid.

Graviditetsorlov

Graviditetsorloven er den orlov, du har ret til at holde, mens du stadig er gravid.

Du har ret, men ikke pligt *), til at starte din orlov 4 uger før forventet fødsel (terminsdato).

Føder du senere end forventet, vil graviditetsorloven automatisk vare mere end 4 uger. Omvendt bliver graviditetsorloven forkortet, hvis du føder før tid. Du kan således ikke afholde ekstra orlov på et senere tidspunkt, hvis du føder før terminsdatoen.

*) Hvis du er sygemeldt i de sidste 4 uger før terminsdatoen, vil du automatisk starte orloven 4 uger før forventet fødsel, eller den dato, hvor sygdommen indtræffer indenfor de sidste 4 uger før forventet fødsel.

OBS. Du skal informere din arbejdsgiver (og Payday) senest 3 måneder før terminsdatoen, hvis du ønsker at gøre brug af din ret til at holde graviditetsorlov.

 

Ansatte i den offentlige sektor og enkelte brancher har ret til længere orlov. Dette vil fremgå af den overenskomst, du er ansat under eller din ansættelsesaftale.

Fødsel

Information om fødslen

Du skal hurtigst muligt efter fødslen informere din arbejdsgiver og Payday om datoen for fødslen.

Dokumentation hvis barnet er født i udlandet

Du skal som udgangspunkt ikke dokumentere, at du er blevet mor eller far, da dette automatisk oplyses til myndighederne i forbindelse med barnets fødsel. Men hvis barnet er født i udlandet, skal du som far eller medmor kunne fremvise en fødselsattest, hvor det fremgår, at du anerkender faderskabet. Fremgår dit navn ikke af fødselsattesten, vil du ikke have ret til fædre- og/eller forældreorlov.

Hospitalsindlæggelse

Hvis dit barn bliver indlagt på et hospital inden for de første 46 uger efter fødslen, og du ikke går på arbejde imens, kan du forlænge orloven med de dage, som barnet er indlagt, dog maks i 3 måneder. Vær opmærksom på, at det kun er selve indlæggelsen på hospitalet, der giver mulighed for forlængelse. Bliver barnet sendt hjem på f.eks. tidligt hjemmeophold (THO), regnes disse dage ikke med.

For at få forlænget orloven pga. hospitalsindlæggelse, skal du sende dokumentation for barnets indlæggelse til Udbetaling Danmark. Det er vigtigt, at indlæggelses- og udskrivelsesdatoen står på dokumentationen.

Du sender dokumentationen til Udbetaling Danmark i selvbetjeningsløsningen.

Forlængelse af orloven er udelukkende med barselsdagpenge, også selvom indlæggelsen sker i den periode, hvor du modtager løn fra din arbejdsgiver.

HUSK AT FÅ DOKUMENTATION FRA HOSPITALET

Orlov efter fødslen

Barselsorlov (14 uger)

En mor har pligt til at holde 2 ugers barselsorlov og ret til at holde yderligere 12 ugers orlov.

Orloven skal afholdes i forlængelse af fødslen, og kan hverken afbrydes eller afholdes på et senere tidspunkt.

Fællesorlov m/dagpenge (32 uger)

Begge forældre har hver især ret til at holde 32 ugers orlov. Men der er kun ret til dagpenge i samlet 32 uger.

Hvis arbejdsgiveren udbetaler løn i en del af forældreorloven, indtræder arbejdsgiveren i retten til dagpenge. Perioden med løn fra arbejdsgiveren vil derfor blive fratrukket i de 32 uger.

Fællesorlov u/dagpenge 14 uger

Du har ret til at forlænge orloven med 8 eller 14 uger. I den forlængede orlov har du ikke ret til dagpenge. 

Men du kan vælge at nedsætte barselsdagpengene, så de bliver udbetalt henover hele perioden. 

Det vil sige, at de 32 ugers barselsdagpenge under forældreorloven bliver udbetalt i 40 eller 46 uger i stedet.

Du kan ikke vælge nedsættelse af dagpengene, hvis du modtager løn i en del af fællesorloven.

 

Barselsplaner

Du skal senest 8 uger efter fødslen informere din arbejdsgiver om dine samlede orlovsplaner.

Prøv dig frem med Paydays fil (excel), hvor I kan indtaste jeres planer og hurtigt få et overblik over om jeres ønsker til orloven stemmer overens med jeres rettigheder til orlov.

Har du spørgsmål til planlægningen, er du altid velkommen til at kontakte os.

 

Med Paydays barselsplanlægningsfil (excel)

kan du prøve dig frem med de

forskellige muligheder og kombinationer.

Download filen her.

Udbetaling Danmark

Udbetaling Danmark

Udbetaling Danmark er en offentlig myndighed, der står for udbetaling af en række offentlige ydelser, herunder barselsdagpenge. I et graviditets- og orlovsforløb vil du derfor modtage en del breve i din e-boks fra Udbetaling Danmark.

Lønoplysninger på breve fra Udbetaling Danmark

I de breve du modtager fra Udbetaling Danmark står din løn. Men lønnen er vist excl. arbejdsmarkedsbidrag på 8%.

Eksempel: Hvis din normale løn er 20.000 kr. pr. måned, vil lønnen fremgår som 18.400 kr. Dette er ikke en fejl!

Graviditetsbetinget sygdom

Hvis du under graviditeten bliver sygemeldt pga. graviditeten, også selvom det måske blot er en enkelt dag, kan din arbejdsgiver søge refusion. I den forbindelse vil du modtage et brev fra Udbetaling Danmark i din e-boks. Der står i brevet, hvilke oplysninger du skal sende til Udbetaling Danmark.

Du kan også få et brev, hvor Udbetaling Danmark beder om en lægeattest. Hvis du modtager dette brev, er det meget vigtigt, at du kontakter din læge for at få den udfyldt. Lægen sender herefter lægeattesten til Udbetaling Danmark.

Vær opmærksom på, at hvis Udbetaling Danmark ikke modtager lægeattesten inden den frist, du har fået oplyst i brevet, kan det få betydning for din arbejdsgivers ret til refusion. Mister din arbejdsgiver retten til refusion fordi du ikke har fået kontaktet din læge i rette tid, vil din arbejdsgiver være berettiget til at modregne den tabte refusion i din løn.

Underretningsbreve

Du vil under orloven modtage et underretningsbrev i e-boks, hver gang din arbejdsgiver søger refusion. Du skal kontrollere disse breve, og såfremt der er spørgsmål, skal disse besvares indenfor den tidsfrist, der er angivet i brevet.

Overgang fra løn til barselsdagpenge

Når du overgår fra løn til barselsdagpenge, skal din arbejdsgiver indberette dette til Udbetaling Danmark. (Payday indberetter det på vegne af din arbejdsgiver). Herefter modtager du en adgang til at kunne søge om barselsdagpenge. Du kan ikke søge på forhånd, og din arbejdsgiver kan tidligst anmelde lønstoppet den dag, hvor lønnen er stoppet.

Har du ikke modtaget brevet med adgang til at søge barselsdagpenge senest 4 uger efter din løn er stoppet, skal du kontakte Payday.

Udbetaling Danmark er 2-3 uger om at behandle din ansøgning. Du kan være med til at sikre, at din ansøgning bliver behandlet hurtigst muligt. Det gør du ved at vedhæfte den nødvendige dokumentation og sørge for, at dine oplysninger i folkeregisteret er korrekte.

Udbetaling af barselsdagpenge

Når din ansøgning om barselsdagpenge er behandlet af Udbetaling Danmark modtager du et brev, hvor du kan se, hvornår barselsdagpengene bliver udbetalt.

Vær opmærksom på, at beløbet kan variere fra måned til måned, idet udbetalingen af barselsdagpenge beregnes på ugebasis. I nogle måneder vil du modtage barselsdagpenge for 4 uger og i andre måneder for 5 uger.

Perioder og udbetalingsdatoer kan du også finde på borger.dk.

Kontakt udbetaling Danmark

Udbetaling Danmark kan kontaktes på tlf. +45 7012 8064 eller via digital post.

Du kan finde flere oplysninger her:

https://www.borger.dk/familie-og-boern/Barsel-oversigt/Barsel-kontakt

SKAT

De fleste oplever en lønnedgang, når der afholdes orlov med nedsat løn og/eller dagpenge.

Forskudsregistrering

Det kan derfor være en god ide at ændre din forskudsregistrering, så dit månedsfradrag bliver justeret til de faktiske forhold.

Befordringsfradrag

Hvis du har mere end 12 km. til arbejde, og i øvrigt opfylder reglerne for at få et befordringsfradrag, skal du være opmærksom på, at du ikke er berettiget til dette fradrag, når du holder orlov. Ændrer du ikke din forskudsopgørelse med dette fradrag, vil du højst sandsynligt få en restskat.

Undgå dobbelt anvendelse af månedsfradrag

I den periode, hvor du modtaget løn fra din arbejdsgiver vil dit månedsfradrag blive benyttet på normal vis. Men hvis din løn fra din arbejdsgiver er mindre end dagpengesatsen, vil du modtage både løn fra din arbejdsgiver og dagpenge fra Udbetaling Danmark. I dette tilfælde, skal du sikre dig, at der bliver benyttet bikort til den indkomst, der er lavest. Benyttes hovedkort begge steder, vil du få en restskat.

Barselsfonde

Hvad er en barselsfond?

I 2006 blev det obligatorisk for alle virksomheder at indbetale et gebyr pr. medarbejder, uanset køn, til en barselsfond. Barselsfondene blev indført for at udligne virksomhedernes omkostninger til medarbejdere på orlov, så kvindedominerende brancher ikke blev ramt hårdere end mandsdominerede brancher. Eller sagt på en anden måde skulle gebyrerne til barselsfondene betragtes som en solidarisk forsikring mellem mands- og kvindedominerende brancher.

Det var således ikke hensigten, at barselsfondene samtidig skulle medføre en højere løn til medarbejdere på barselsorlov.

Men i takt med at virksomhederne har vænnet sig til de forholdsvis høje gebyrer til barselsfondene, ses det mange steder, at refusionerne fra barselsfondene kommer medarbejdere på orlov til gode i form af en højere mindsteløn under orloven.

Hvorfor får jeg ikke hele refusionen i løn?

Det kan ikke lade sig gøre at ramme et lønniveau under orloven, som er omkostningsneutralt for de enkelte virksomheder.

Du har sikkert googlet lidt på barselsfondene og er måske også stødt på nogle refusionssatser, der er højere end de lønvilkår, du bliver tilbudt under orloven. Men de satser, du finder frem, er sammensat af mange poster, og kan desværre også være vanskelige at sammenligne mellem de enkelte barselsfondene.

Eksempler på forskelle mellem barselsfonde:
•Der ydes ikke refusion på helligdage
•Der ydes ikke refusion til pensioner
•Refusionen beregnes af den udbetalte løn fratrukket 8% i arbejdsmarkedsbidrag *)
•Der er forskel på hvor lang tid, der ydes refusion
•En del af refusionen er øremærket til optjening af feriepenge

*) Dette betyder, at for hver krone, du får mere løn, modtager virksomheden 92 øre mere i refusion.

Hvad betyder det, når en arbejdsgiver forventer at modtage den 'fulde refusion'?

Hvis en arbejdsgiver f.eks. yder løn i op til 8 uger af forældreorloven til både moderen og faderen, vil det ofte fremgå af vilkårene, at det er under forudsætning af, at arbejdsgiveren modtager den fulde refusion.

De fleste der skal planlægge deres orlov tror fejlagtigt, at både mor og far kan få de forbedrede vilkår i 8 uger, og planlægger derfor orloven ud fra disse forudsætninger. Men pas på!

Hvis både mors og fars arbejdsgiver er omfattet af den samme barselsfond vil begges arbejdsgivere ikke modtage fuld refusion for 8 uger. Når I planlægger jeres samlede orlov, er det derfor vigtigt at tage hensyn til hvem af forældrene, der måske skal give afkald på at modtage løn i en del af forældreorloven.

Eksempel:

Barselsfonden ’barsel.dk’ yder refusion i op til 13 uger af forældreorloven (eller fællesorloven, som den også kaldes).

Refusionen bliver fordelt ud fra, om det er mor eller far, der holder orlov først. Hvis det f.eks. er mor, der først afholder 8 ugers forældreorlov med løn, vil fars arbejdsgiver kun kunne få refusion i 5 uger – og altså ikke i de 8 uger, som måske tilbydes af faderens arbejdsgiver under forudsætning af, at der kan opnås den fulde refusion.

Når I planlægger jeres samlede barselsorlov, er det derfor en god ide, at undersøge hos jeres respektive arbejdsgivere om løn i en del af forældreorloven er under forudsætning af at arbejdsgiveren kan modtage den fulde refusion. Dette vil ofte fremgå af personalehåndbogen eller ansættelsesaftalen.

Fremgår denne forudsætning af vilkårene for at modtage løn i x uger af forældreorloven, er det vigtigt, at I informerer jeres arbejdsgivere om, hvor mange uger af forældreorloven, som den anden forælder afholder med løn fra sin arbejdsgiver samt hvilken barselsfond den anden forælder er omfattet af. Med disse oplysninger, vil jeres arbejdsgiver kunne fortælle jer, om I er berettiget til løn under forældreorloven.

Medarbejdere, der modtager løn via Payday, kan undersøge hos Payday, hvilken barselsfond arbejdsgiveren er omfattet af.

.

Kontakt Payday

Har du ikke fundet svar på dit spørgsmål, skal du ikke holde dig tilbage med kontakte os.

Login i Payday og send dit spørgsmål til os – eller ring på

tlf. 39 65 60 20 mandag – fredag fra kl. 9-16

Kontakt Payday

Telefon: +45 39 65 60 20

Man – fre kl 09:00-16:00

Øvrige henvendelser

Om Payday

Payday er mange års erfaring med løn omsat til ny teknologi med enkelthed i fokus.

Læs mere

Download vores App